Algheros Nekropolis

Jeg besluttede mig i dag for at tage til NEKROPOLIS, som er en gammel gravplads fra Bronzealderen. Den ligger cirka otte kilometer nord for Alghero, så i stedet for at tage bussen, besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne gå, så jeg også fik mulighed for at opleve den smukke sardinske natur på tæt hold. Den smukke sardinske natur viste sig så primært at være sortsvedne marker, vinfarme og mørkegrønne vandløb. Det var heldigvis mere eller mindre lige ud ad hovedvejen fra byen, så der var ingen risiko for at fare vild mellem de udtørrede oliventræer undervejs, og på trods af den trafikerede vej og lidt ærgerlige udsigt, var vejret skønt, og jeg nød turen.

Da jeg nåede det arkæologiske site, var der ingen andre gæster end mig og et midaldrende ægtepar med bred australsk accent. Hun kom vraltende med tydeligt gangbesvær og en højlilla hud, der gyngede frem og tilbage på hendes velpolstrede overarme. Manden havde et stort hvidt fuldskæg, som stod i kontrast til hans nøgne, solskoldede isse. Han mindede mig lidt om en rød-hvid-malet fodboldfan til en dansk landskamp. De måtte have rejst på kængururyg hele vejen fra Brisbane uden solcreme. Stakkels kænguru. Tænk at blive knust under 200 kilo ristet skinke. What a way to go!

Jeg fortsatte rundt til gravene, der var primært underjordiske huler. Man havde i den sardinske bronzealder en landbrugskultur, hvor særligt kvæghold var en vigtig del af økonomien. Derfor havde man foran mange af gravåbningerne hakket motiver af okser og sole, som er centrale i de fleste tidligere kulturer, der har været hundrede procent afhængige af solens lys i fødevareproduktionen. Og det var da nok også tanken om solbrændte køer, der havde draget australierne hertil; det var noget, de i den grad kunne relatere til!

Jeg gik videre rundt, men selvom der også var trappeformede strukturer til og fra gravene, var åbningerne egentlig de mest interessante. Ved en af gravene så den voldsomme australske kvinde ud til at ville klemme sig ind gennem en indgang til et gravkammer. ”Please don’t,” tænkte jeg. Ikke alene er det forbudt uden guide, men det ville også være så godt som umuligt at presse et gigantisk korpus som hendes gennem en så lille åbning. Jeg kom til at tænke på en historie, som jeg fik fortalt ved Cango-hulerne i Sydafrika, om en svært overvægtig Zulukvinde, der imod alle råd og regler have valgt at kæmpe sig videre gennem en alt for smal hulegang, så ingen kunne passere hverken frem eller tilbage. Det tog timer at få den storskrigende kvinde bragt ud af hulen igen, så de tørstende og tissetrængende turister, der ellers havde været spærret inde bag den store zulu, endelig kunne strømme til toiletter og vandkiosker udenfor hulen. Heldigvis vendte australieren sig igen om og kravlede tilbage i den italienske middagssol.

Jeg satte mig i skyggen og betragtede markerne, der bugtede sig mellem cypresser og andre eksotiske træer på bakkerne bag gravpladsen. Uden solskoldet australsk appelsinhud ville den sardinske natur måske alligevel ikke være så trist endda.