
Benediktinerkirkegården i Vilnius lyser som guld, når solens sidste stråler rammer de gyldne blade, der er faldet til jorden i det litauiske efterår. Jeg havde siddet op ad en gravsten og spist resterne af en gang tilbudsciabatta med skinke, og noget, der vist nok skulle forestille champignonost. Men med udsigt over Vilna-floden og træernes gulbrune kroner, var det egentlig ikke så vigtigt, hvor mange kunstige smagsforstærkere og E-numre, de havde proppet i min frokost. Synet var imponerende. Men oktobersolen var desværre ikke så stærk længere, og jeg kunne så småt mærke kulden nippe til mine kinder. Og jeg havde alligevel billetter til balletten ”Der Prozess” i den litauiske statsopera, så det var nok på tide at skynde mig ned på den anden side af floden og gennem den gamle bydel. Og så tronede Operaen foran mig som et moderne forsøg på grim kommunistisk arkitektur.

Det skulle efter sigende være en litauisk komponists første forsøg på en toakters ballet, en fortolkning af Kafkas ”Processen”. Jeg har altid været lidt for dum til rigtig at forstå den absurde kunstform og meningen i, at der ingen mening er. Så jeg var spændt på, hvor meget jeg ville forstå af aftenens forestilling.
Kulturministeren havde åbenbart jubilæum, for før forestillingen begyndte, stillede en smokingklædt mand sig op og bukkede og takkede og bukkede og takkede endnu mere, mens en forfjamsket dame forsøgte at tale i en mikrofon med mundbind om hagen og favnen fuld af blomsterbuketter. Jeg prøvede at følge med, men jeg kan ikke litauisk og mit udsyn til den del af scenen var totalt blokeret. En meget høj mand havde nemlig valgt at sætte sig to rækker foran mig. Teatret var indrettet, så jeg i princippet lige præcis burde kunne se, hvis han ikke havde besluttet sig for at placere sine meget store briller i håret. Da den forfjamskede dame rakte sin store buket roser til ham, der formentlig var kulturminister, var det derfor bare som en rød klat, der svævede på tværs af de fedtede brilleglas.
Men scenen var heldigvis stor, så jeg havde fint udsyn til Zsolt Kovács, der dansede hovedparten. Han var genial! Hans teknik var måske ikke helt på niveau med det, man ville have set af en Alban Lendorf eller andre store skandinaviske solodansere; den litauiske ballet har trods alt et lidt mindre budget, end vi er vant til herhjemme. Men hans indlevelse og karisma trængte langt ud over scenekanten; selv folk på gaden udenfor må have mærket hans frustration. Vi havde her en mand, der var anklaget for noget, som ingen vidste, hvad var, af nogen, som heller ingen vidste, hvem var. Men det er også ligegyldigt i et bureaukratisk system, hvor det vigtigste er, at mekaniske mennesker i den store maskine kan skrive rapporter og lave papirarbejde. Det er ikke så vigtigt, hvad der står, for der er alligevel ikke tid eller ressourcer til at læse rapporterne og gennemgå papirarbejdet. Zsolt Kovács er fortvivlet og prøver hele forestillingen igennem at løsrive sig fra det system, der ender med at absorbere ham.
Han sprællede på gulvet, dansede tunge solotrin eller sprang på sine muskuløse lår på tværs af den høje mands fedtede briller som en grynet snotklat på vej mod scenekanten. Jeg havde næsten lært ikke at lade mig distrahere af den høje mand og følte virkelig Zsolt Kovács’ smerte, da en telefon bag mig ringede meget højlydt. Balletten fortsatte selvom akustikken spredte lyden af en gammeldags Nokia-ringetone i hele salen. En dame hviskede panisk til sin mand, fordi hun åbenbart ikke vidste, hvordan hun skulle slå lyden fra eller afvise opkaldet. Det gjorde hendes mand vist heller ikke, for lyden spredte sig stadig som et ekko rundt i salen. Endelig stoppede telefonens ringen, og jeg kunne igen forsøge at fordybe mig i balletten, der udspillede sig på scenen bag et par fedtede kæmpebriller.
Forestillingen endte med stående applaus, og det forstår jeg til fulde. Det var smukt og veldanset, og selvom der stadig var meget af forestillingen, jeg ikke havde forstået, var det stadig en suveræn oplevelse, og jeg kunne tumle lykkelig til køjs, da jeg kom hjem.
