Ungarn er et land i krise. Mediefriheden er under pres og hver dag er en kamp for de få journalister, der stadig arbejder for et frit mediebillede. Zöldi Blanka er en af dem.
Det er en varm dag i Budapest. Hvis det ikke havde været for vinden, der løfter op i pigernes sommerkjoler og får det til at sne med hvide blomsterblade på gaden, ville det have været uudholdeligt at bevæge sig rundt i byens næsten 40 grader.
På en café på Pozsonyi Utca, en gade, der løber tæt på Donau, har Zöldi Blanka fundet en plads på nogle bløde blå puder i skyggen. Hun er journalist for det frie netmedie Direkt36.hu.
Tidligere arbejdede hun for Origo, der var det største uafhængige medie i Ungarn. Men kort efter hendes ansættelse begyndte mørke skyer at trække ind over kontorerne i Budapest, hvor politiske kræfter truede Origos uafhængighed.
”Vi var lige blevet færdige med en rigtig god artikel, der kom til bunds i nogle af regeringens korruptionssager forud for parlamentsvalget, hvor offentlige midler blev brugt til at betale for dyre rejser til medlemmer af regeringspartiet Fidesz,” siger Blanka og fjerner håret, som sommervinden har blæst ind i ansigtet på hende. ”Det politiske pres og trusler om at fjerne statsreklamer fra Origos budget endte med en fyring til vores chefredaktør. Det var tydeligt at regeringen ikke ønskede negativ omtale, og som forventet, svarede de igen ved at ramme os på budgettet. Vi var derefter mange, der sagde op og skiftede arbejde. Jeg endte på det nystartede Direkt36.hu.”
Direkt36.hu, hvor Blanka stadig arbejder, er en lille arbejdsplads, hvor kun ganske få journalister er ansat til at belyse problemer i det ungarske samfund og politiske liv, som statsmedierne aldrig ville nævne. Den ungarske regering har fjernet næsten al statsreklame til uafhængige medier, så hvis man ikke kan bruges som propagandaapparat for regeringspartierne, er økonomien meget presset. Direkt36.hu får ingen form for støtte og er derfor primært finansieret af læserne, som udelukkende er borgere i Budapest, eller stipendier fra internationale organisationer til konkrete projekter. De kan også sælge nogle af deres produktioner til andre frie medier og på den måde holde deres eget medie i live.
”Men det bliver desværre sværere og sværere. De store uafhængige medier falder eller bliver statsovertaget konstant, senest vores samarbejdspartner Indeks.hu, der er endt i samme situation som mit gamle Origo. Jo færre uafhængige medier, vi har i Ungarn, jo færre kan vi samarbejde med eller sælge vores produktioner til. Det er hårdt for vores økonomi,” siger Blanka bedrøvet.
En lille rødhåret tjener prøver at balancere et overfyldt glas med appelsinjuice på sin bakke, mens hun zigzagger mellem bredskuldrede håndværkere med hvide malerpletter på både arbejdstøj og skaldede isser. En ung mor har parkeret sin barnevogn, så den lige præcis blokerer vejen til hjørnet, hvor Blanka sidder på sine blå puder.
”Köszönöm,” siger Blanka og nikker anerkendende til tjeneren, da det endelig er lykkedes hende at kæmpe sig forbi barnevognen og de andre cafégæster og sætte det iskolde glas med juice på bordet.
Blanka tager et sip af juicen og fortsætter: ”Men økonomien er langt fra vores eneste problem. Hver dag er en prøvelse, når det kommer til indsamling af information.”
Ifølge ungarsk lov er offentlige instanser forpligtede til at udlevere oplysninger og besvare ansøgninger om agtindsigt. Men det er ikke noget, Blanka kan mærke i sit arbejde:
”Det bureaukratiske system i Ungarns offentlige forvaltning er så kompleks, at man bliver sendt fra den ene afdeling til den anden. I et moderne og transparent oplysningssamfund, burde det normalt bare være et spørgsmål om nogle klik med en computermus, men her tager det ofte måneder. Nogle gange år.”
Mange af de afdelinger, man har arbejdet sig igennem, kan efterfølgende opkræve betaling som opvejning for alle de ressourcer, der teoretisk set er blevet brugt på at finde de rigtige oplysninger. Det betyder, at de uafhængige journalister sjældent har mulighed for at få adgang til informationer. Det er alt for dyrt for medier, der i forvejen er økonomisk pressede.
Man kan også føre retssag mod den offentlige forvaltning, for ikke at overholde loven, men det er både dyrt og tager lang tid. Normalt er informationerne forældede, længe inden sagen afsluttes. Lige nu er Direkt36.hu i gang med to retssager for at få indblik i oplysninger, der burde være offentligt tilgængelige: Den ene har taget tre år, og den anden er blevet anket til EU-domstolen. Og meget af den info, man kan få, er alligevel forældet og ubrugelig.
”Det er håbløst. Og det får mange journalister til at tænke ”Er det virkelig det værd?” JEG tænker nogle gange ”Er det virkelig det værd?!”” Blanka slår aggressivt ud med armen og vælter sit glas med appelsinjuice. Det løber ned langs bordkanten, og drypper ned på stenene under os. Den lille rødhårede tjener kommer igen straks farende med favnen fuld af papirservietter. Håndværkerne har nu taget deres plettede arbejdstrøjer af, så man kan se deres store slidte tatoveringer på overarmene. Moren sidder der stadig, men har flyttet barnevognen ud på fortovet, så den nu kan genere endnu flere, end bare dem, der har følt for en kold Dreher-øl på caféen på en varm sommerdag. Den rødhårede tjener har efterhånden lært at klemme sig forbi håndværkerne, og nu hvor barnevognen er væk, er hun straks fremme med servietterne til at tørre juice op.
Blanka siger ”Köszönöm” igen med et venligt nik, før hun fortsætter:
”Det eneste, der er sværere at få adgang til i ungarsk journalistik, er levende kilder, særligt blandt politikere,” siger hun. Smilet er nu blevet erstattet af dybe panderynker. ”Mange af mine kollegaer er så overbeviste om, at de ikke vil kunne få kontakt til politikerne, at de end ikke gider at forsøge længere. Jeg gør selvfølgelig, hvad jeg kan, men det er svært og kan nemt også blive dyrt.”
I Ungarn bliver der sjældent holdt uafhængige pressekonferencer, og når der endelig gør, vil det næsten være umuligt at få svar på sine spørgsmål som kritisk journalist. Derfor har Blanka flere gange måttet rejse helt til Bruxelles, hvor premierminister Orbán Viktor typisk er mere åben overfor kritiske spørgsmål, når der er udenlandske journalister til stede.
”Jeg havde engang sendt tonsvis af mails og konstant cirkuleret rundt i telefonsluser hos regeringskontorerne, og der var ingen mulighed for at få interviews. Da Orbán så skulle til møde i EU og tale til den efterfølgende pressekonference, sprang jeg straks på det billigste fly til Belgien, så jeg endelig kunne få svar på mine spørgsmål og udgive artiklen. For jeg mener, at vi har et ansvar som kritiske journalister til altid at give 110 % for vores arbejde, og det er man også nødt til i Ungarn.”
Men det er ikke kun politikere og folk med autoritet, der kan være næsten umulige at få kontakt til:
”Mange af de offentligt ansatte ungarer har ikke lyst til at udtale sig. Selv hvis vi lover anonymitet, er de for bange.”
Offentlige institutioner er underlagt politikerne og regeringens ideologi i Ungarn, og selv mange af de private virksomheder er ejet af oligarker med tætte økonomiske bånd til regeringspartiet Fidesz. Derfor kan en offentlig udtalelse med et regeringskritisk budskab resultere i fyring og i visse tilfælde problemer med at finde arbejde igen. Selv ved anonymitet er mulige kilder bange for at blive opsporet.
”Det er meget svært. Folk er simpelthen for bange. Men hvis vi arbejder hårdt nok på det, lykkes det os normalt at finde nogen, der tør snakke med os. Men igen, det tager meget lang tid.”
Der er igen blæst hår ind i ansigtet på Blanka, der løfter armen fra bordet for at vifte det væk. Hendes albue klistrer lidt til det indtørrede juicesukker på bordet. Et øjeblik vrænger hun munden, så er smilet tilbage.
”Men vi klør på,” siger hun. ”Nogle journalister flytter til udlandet for at rapportere om andre landes politik eller i værste fald slutter sig til statskontrollerede medier her, hvor dagligdagen med propaganda og politisk dikterede nyheder er meget lettere, end hvad vi oplever hos de uafhængige medier. Kald mig bare patriot, men jeg elsker mit Ungarn. Et frit Ungarn. Og det vil jeg altid kæmpe for.”
Jeppe Beyond Borders 