»De rige køber ikke brugte møbler«

Albanien er et land i stor forandring. Hovedstaden Tirana er blevet en moderne storby fyldt med gågader og shoppingcentre. Men bag facaderne sidder hundreder af tiggere og hjemløse, der forsøger at klare sig gennem dagen ved at sælge brugte varer. De vidner om et Albanien, der i moderniseringens skygge oplever stadig større social ulighed.

Under de store platantræer på Tiranas boulevarder går unge albanske piger med modetøj og Gucci-tasker.
Et par veninder kommer stavrende på nogle høje Prada-hæle og griner højlydt.
»Vi er bare på vej ud til lidt veninde-hygge,« siger den ene af pigerne. »Der ligger en virkelig god café lige herovre«. Hun peger mod de farvestrålende bygninger, der omgiver byens nye bazar.
Der er ikke længere blot fisk på tilbud, men nogle af byens mest trendy caféer og restauranter er skudt op rundt om markedet. Hun smiler, før hun med hurtige trin tripper tilbage mod veninderne. De er allerede nået et godt stykke ad vejen mod bazaren. De mange blinkende lys fra gadens butikker maler et væld af farver på pigernes stramme hvide jeans. Først grøn, så rød, så lilla. Lyset er meget skarpt, for det er stadig dag. Her dufter af friskmalet kaffe og penge.

Rundt om hjørnet, blot hundrede meter nede ad en lille stikvej, dufter der bestemt ikke af friskmalet kaffe. Stanken af urin, sved og mug breder sig ud over vejen, hvor affaldet ligger i store bunker op ad de graffitidækkede murer.
Midt i det hele sidder en mand på en for længst kasseret sofa. Hans fedtede hår klistrer sig mod ansigtet. Hans t-shirt er sort af støv og de hullede bukser stumper.
Han er Kastriot Gjolla. En af de hjemløse, der sover på de slidte og udtjente sofaer, som han forsøger at sælge. Det er hele hans formue og hans eneste håb om overlevelse.
Mens fattigdommen gennemsnitligt er faldende i Tirana, er uligheden ifølge Institute of Statistics of Albania stigende. Der er intet socialt sikkerhedssystem til at tage hånd om folk som Kastriot.

»Ingen hjælper,« siger han. »Politiet kommer og giver mig bøder for at være her. Bøder, som jeg ikke har råd til at betale. Hvor skulle pengene komme fra? Ingen hjælper mig med at overleve«.
Han væder sine sprukne læber og kigger op med blanke øjne. Han er helt stille, kigger bare. Man kan høre bilstøjen rundt om hjørnet, hvor store Audier buldrer gennem eftermiddagens trafikkaos. Det er fyraften for mændene i de store biler. Det er det ikke for Kastriot. Han er altid på arbejde, når han sidder i sine ternede sofaer og råber til forbipasserende. Lige nu sidder han bare og stirrer tomt ud i luften.
»De rige køber ikke brugte møbler,« mumler han og tørrer sig om næsen i sit ærme. »Engang købte alle deres møbler brugt, men nu…« Han går i stå og får igen et tomt udtryk i de blågrå øjne.
»Jeg må tage lån for at have råd til at betale for alt. Jeg må også tage lån for at have råd til at betale for mine lån«. Han kigger ned ad vejen, hvor der helt for enden sidder en overvægtig herre med jakkesæt og tilbageslikket hår og drikker øl på en café.
»Jeg må hellere gå ned og låne nogle flere penge,« siger han og rejser sig fra sofaen. »De rige køber jo ikke brugte møbler«.