De sardinske strande

Vi havde lejet en bil, så vi bedre kunne opleve den skønne sardinske natur, særligt øens strande, som går for at være nogle af de bedste i verden.
Vi startede med at trille nordpå gennem landskaber, der mest mindede om ukrainske hvedemarker med nedlagte underskudsfabrikker fra sovjetisk planøkonomi. Målet var Spiaggia di Pelosa, som på utallige hitlister er blandt verdens bedste strande. Selvom vi ankom relativt tidligt, var parkeringspladserne langs vejen alle optagede, og vi måtte køre videre op ad en bakke for til sidst at finde et sted at holde.
Pelosa-stranden har smukt, hvidt sand, men det var næsten umuligt at se, fordi svenske og italienske turister nærmest lå i lag for at være sikre på, at ikke en eneste plet af stranden var håndklædefrit. På strandstykket ved vores parkeringsplads, var der heldigvis ikke tilnærmelsesvis samme turistmængde, og skønt stranden var mere stenet, var det klart det bedste sted at se den sardinske forårssol glimte på den turkise vandoverflade. Her var vandet betydeligt dybere, og der spredte sig plamager af klipper med farvestrålende fisk på sandbunden, så det var også et klart bedre sted at snorkle end den crowdede del af stranden, hvor selv kortbenede italienske mamaer skulle gå i evigheder før vandet nåede dem til knæhaserne.

Da vi havde snorklet og drukket en overprized øl på caféen ved Pelosa, kørte vi videre til Castelsardo, som ligger godt 40 kilometer mod øst. Byen er kendetegnet ved traditionelle smalle gader og et stort slot på toppen af bjerget med udsigt over både hav og by. Og så er der utallige souvenirbutikker. Overalt. Ingen turister, kun souvenirbutikker. Og iscaféer. Vi satte os ved et bord og bestilte to små is. Det var nogle af de største små is, jeg nogensinde havde fået! Det lykkedes mig at spise godt halvdelen; resten endte enten på min før så pæne hvide t-shirt eller som store modermærker spredt ud i hele mit ansigt. Det ville nok være meget smart at komme til stranden og få vasket lidt af chokoladen af.

På byens strand var der heller ingen turister. Den var lille og enkel, men med klart vand og samme fiskefyldte klippeformationer som ved Pelosa. En flot italiensk strandløve gik frem og tilbage i vandkanten og ledte efter sommerbrune strandbabes, men bortset fra tre eller fire børnefamilier og os var stranden øde. Et lille barn kastede konstant sit plastiklegetøj i vandet og syntes, at det var noget så morsomt at se mormor vakle ud for at hente det hver gang. Selvom det var et rigtig lækkert sted, kunne selve stranden måske ikke helt måle sig med Spaggia di Pelosa, så vi besluttede os for at køre videre østpå og se, hvilke andre kystområder vi stødte på.

Efter nogle timers kørsel gennem både kyst- og bjergområder kørte vi forbi et skilt mod Costa Paradiso. Vi havde absolut ingen idé om, hvad det var, men det lød interessant, så vi kørte derned for at se. Det var vores lille Twingo ikke særlig glad for. Vejen gik næsten lodret ned ad bjerget og med smalle passager mellem resortlignende bungalows og skarpe sving, var det næsten umuligt at kante sig ned til havet for en bil med så lille en motor. Byen var tydeligvis udelukkende bygget op for turisme, milevidt fra al anden form for liv. I bunden var et lille havnebassin med det smukkeste vand, jeg havde set i årevis. Changerende mellem turkist og jadegrønt og med en helt fantastisk sigtbarhed. Langs med kysten gik en sti, der forsvandt over på den anden side af et klippefremspring, som sikkert skjulte et dejligt strandområde. Hordevis af tyske børnefamilier strømmede i hvert fald frem mod klippen, så et eller andet måtte der vel være. Jeg havde ikke specielt meget lyst til at blive slået ned af tyske badedyr eller blive smurt ind i andres halvsmeltede vaffelis, når vandet ved havnen var så fortryllende. Vi sluttede så sandelig dagen af på toppen med en vidunderlig snorkeltur i noget af verdens nok smukkeste vand.