I vesten kan man ikke lide Iran, så man gennemtvinger hårde økonomiske sanktioner. I vesten kan man ikke lide Rusland, så man forsøger så vidt muligt at gennemtvinge hårde økonomiske sanktioner. Så hvordan får iranere og russere deres økonomier til at blomstre? En motorvej mellem de to nationer, hvor eksporten uforstyrret kan flyde mellem de to lande, kan være svaret.
I det sydlige Armenien er der øde så langt øjet rækker. Tomme tørre sletter strækker sig ud i intetheden mod de lige så tørre bjerge i horisonten. Men det vil ikke vare længe før russiske og iranske lastbiler vil cruise op og ned ad den store motorvej, der snart løber gennem Kaukasus og forbinder russerne med iranerne mod syd.
Iran og Armenien har nemlig underskrevet en aftale om at skære Armenien i to med en motorvej på tværs af den armenske intethed.
Hayk Nazaryan er ejer af en kiosk langs landevejen lidt udenfor Goris i Sydarmenien. Og han ser det som en unik mulighed.
”Vi har altid haft et meget tæt politisk samarbejde med både Iran og Rusland og har historisk været en del af begge lande i århundreder. Så hvorfor ikke vise lidt velvilje og lade dem forenes gennem vores lille nation?” Siger han og smiler bredt over sine russiske chokoladebarer ved disken.
”Og så gør det da heller ikke så meget, hvis vejen kommer til at ligge forbi min kiosk. Lidt flere lastbilchauffører, der har brug for en cola og en sandwich til den lange køretur, ville da ikke gøre så meget. Ekstra business er også godt for min egen økonomi.”
Men ifølge Mehdi Mohebi, professor i økonomi ved Teheran Universitet, er det ikke kun Hayk Nazaryan, der profiterer af en ny forbindelse på tværs af Kaukasus:
”Vi har kunnet eksportere en del af vores produkter til Fjernasien, men en direkte vej over land til Vestrusland vil give meget store muligheder for samhandel med en del af verdenen, som vi længe har været interesserede i. Og med yderligere økonomiske sanktioner fra Vesten mod Rusland på grund af den anspændte situation i Ukraine, synes motorvejen endnu vigtigere for at udvikle vores forhold til Rusland.”
Men betyder det religiøse forhold mellem det islamistiske Iran og et stærkt ortodokst Rusland intet? Ikke ifølge Mehdi Mohebi:
”Der er tale om et økonomisk samarbejde og her spiller religion ingen rolle. Vi vil ikke samarbejde med russerne for at omvende dem til Islam; vi vil samarbejde med russerne, fordi vi har fælles interesser, især økonomisk og udenrigspolitisk, hvor begge vores lande længe er blevet tyranniseret af vestlige stater.”
I Armenien spiller den armenske kirke også en stor rolle i samfundet, men heller ikke her bliver det set som et problem:
”Der er et stort iransk mindretal i Armenien, som udøver deres religion præcis, som de lyster. Og vores armenske mindretal og deres religion er også respekteret på den anden side af den armensk-iranske grænse, så hvorfor skulle en vej uden religiøs relevans overhovedet pludselig starte en religiøs konflikt? Det drejer sig om økonomi, så hvis den armenske stat kan tjene på det her, er det helt fint for mig.”
En søvndrukken iraner, der tydeligvis har brugt de sidste par timer på madrassen i sin lastbil, træder ind i Hayk Nazaryans kiosk og langer en pose chips over disken.
”Se, hvis mange flere lastbilchauffører som ham vil købe mine armenske chips, er det fantastisk for den armenske stat. Og fantastisk for mig,” smiler Hayk, da lastbilchaufføren har forladt butikken og igen er på vej til drømmeland. ”Simple as that.”
Jeppe Beyond Borders 