Købstaden Kaunas

Jeg ankom til byens togstation midt på dagen. Togturen havde været underlig; vi kørte halvanden time fra Vilnius, så jeg tænkte, at det måtte være den primære litauiske toglinje, men størstedelen af stationerne bestod af små træhytter omgivet af skov med grusstier ledende ind bag træernes mørke. Der var kun meget få byer. Endestationen Kaunas var heldigvis en af dem.

Kaunas er med sine knap 300.000 indbyggere den næststørste by i Litauen. Ifølge de gamle legender blev byen grundlagt af en romer, der med sine sønner var flygtet fra Kejser Neros styre hjemme i Rom. Det var ideelt at placere sit fort, hvor floderne Nemunas og Neris løber sammen, da der ikke alene var rigeligt med mad, men også potentiale for at udvikle et solidt handelscentrum. Det blev dog først for alvor udnyttet, da byen i 1408 fik tildelt Magdeburgrettigheder af den litauiske storfyrste, og få årtier senere blev en del af byen inddraget i hansekøbmændenes netværk, som den eneste by i det litauiske storfyrstendømme.
Og handel var der stadig meget af i Kaunas, da jeg kom, om end på en lidt anden måde: Udenfor stationen stod gamle, tandløse damer og svingede med underbukser og gamacher på byens marked. Små børn sad gemt væk på trækasser bag de største bjerge af billige jordbær, blåbær og hindbær, jeg i mit liv har set! Jeg var egentlig på vej til centrum for at checke ind på mit hostel, men hvad kunne en lille tur på markedet skade? Så jeg stak hovedet indenfor og blev straks overfaldet af en af de tandløse damer, der var sprunget op fra sit skjul bag en massiv tøjbunke, viftende med et par elastiske joggingbukser. Meget elastiske. Der ville have været plads til en kuglestøder efter en lidt for julefrokostfyldt december! Det kan godt være, at jeg havde taget lidt på de sidste par måneder, men det der var altså absurd. Og på den anden side kan jeg jo egentlig rumme uendelige mængder sushi eller ulækker mexicansk street food. Da jeg en times tid senere ankom til mit hostel, var jeg i hvert fald et par joggingbukser rigere.

Byens centrum var også domineret af store mængder handlende, der med et panisk tempo og store indkøbsposer i favnen styrtede fra modebutik til modebutik på den store handelsboulevard, der ledte folk fra den mere slidte del af Kaunas til det meget charmerende gamle centrum. Kaunas er en meget lille by, så den gamle bydel bestod primært af en rigtig sød hovedgade fyldt med caféer og nogle få sidegader, som i modsætning til hovedgaden rummede absolut intet. Gaden løb ud i en stor plads, hvor man lidt længere fremme og til højre kom til en park, hvorfra man kunne se floderne løbe sammen. Det var også her, man kunne finde resterne af det gamle slot, som blev bygget i midten af det 14. århundrede. Der er nu ikke meget tilbage længere; en mur og et tårn, som i dag huser en lidt middelmådig maleriudstilling.

Bortset fra galleriet på slottet var bymuseet det eneste museum, jeg nåede at besøge i min tid i byen. Jeg havde ikke rigtig kunnet finde særlig meget information om det, men tænkte, at det nok alligevel ville være et besøg værd. Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde ret i. Størstedelen af genstandene på museet havde tilhørt kendte litauere, som ikke rigtig blev introduceret nogle steder, og plancher som fortalte om meget specifikke operaopsætninger eller hvordan man havde håndmalet et belgisk testel. Jeg havde nok også regnet med bare en lille smule historisk indsigt. Jeg kunne måske selv have spurgt lidt mere ind til byens historie, for jeg blev konstant fulgt af en ansat, som mest af alt mindede om en krydsning mellem en vampyr og en trold med fedtet hår og en stank af kadaver. Men jeg var nok en lille smule for bange for ham. Så jeg var lykkelig, da jeg efter at have gået småforvirret omkring på anden sal blev henvist til kælderen, hvor en anden og knapt så uhyggelig mand fortalte om middelalderen og fyrstendømmet. Det var noget mere interessant, og selvom der stadig ikke var nogle informative skilte what so ever, fik jeg mulighed for at spørge ind til alt mellem himmel og jord uden at blive slået bevidstløs af dårlig ånde og et blik så frygtindgydende, at selv Medusa-busten i kælderens tilhørende kunstudstilling måtte se sig slået. I stedet endte det med en halvanden time lang samtale med manden fra kælderen om litauisk historie og mentalitet og nutidig russisk politik. Spændende afslutning på et knapt så spændende museumsbesøg.