Marshrutka til Goris

Det var nærmest som et deja vu fra dengang, jeg missede mit fly i Litauen. Mit vækkeur ringede nemlig ikke! Jeg havde aftalt med et tysk par at tage fra Yerevan til Goris i det sydlige Armenien, og bussen, marshrutkaen, gik alt for tidligt om morgenen. Jeg skulle op klokken 6! Og så nytter det ikke noget, hvis ens vækkeur ikke ringer. Men der var alligevel noget, der ringede. Fyren, der sov i køjen over min, havde sat SIT vækkeur. En skinger støj bredte sig i hele rummet, og de fleste lod til at blive revet ud af drømmene. For han slog ikke uret fra. I stedet forsøgte han at kravle ned ad stigen fra sin køje, men endte med at falde det meste af vejen, og der lød et hårdt bump, da han landede på fliserne under sig. Der var ingen vinduer, så intet lys kunne trænge ind. Jeg kunne kun høre, hvad der skete, da det puslede ved siden af alle mine tasker, som var pakket til turen til Goris. Det lød som en, der tissede! Men det kunne han selvfølgelig ikke gøre. Og så på den anden side, havde han jo været fuld nok til at falde langt ned ad stigen, så måske? Jeg rev mine tasker til mig, og de var tørre, så det var nok bare mig. Det ville også have været ret sindssygt.

Vi tog en taxa til busstationen, hvor kun én marshrutka holdt og ventede. Buschaufføren så brysk ud og stod og røg udenfor bussen.
”Kører du til Goris?” Spurgte vi. ”NEJ!” råbte han. Armenierne bliver åbenbart ofte sure, når man prøver at tale engelsk til dem, og han var ingen undtagelse. Vi ventede. Så spurgte vi ham igen. Og han blev endnu mere sur. Vi ventede. Så spurgte vi ham igen, og med en vred mine besluttede han sig for at lade os køre med til Goris, for det var åbenbart alligevel dér, marshrutkaen skulle hen.

Vi kørte skiftevis på slidte grusveje og endnu mere slidte asfaltveje. Bussen hoppede op og ned, fra side til side, for buschaufføren skulle føre videosamtale på sin telefon samtidig med at køre. Da vi efter mange timers kørsel endelig var ved at være i Goris, stoppede bussen.
”I skal af her!” sagde chaufføren, og en af de andre passagerer skubbede til min taske for at få mig ud. Det var ren ørken, vi var kommet til. Vi kunne intet andet gøre end stå på den øde grusvej og stirre efter vores marshrutka, der bumlede videre mod horisonten, videre mod Goris. Selvom det var ved at være middag, var det frysende koldt. Heldigvis havde tyskerne armensk simkort, så de kunne ringe efter en taxa.

Byen var lille, men alligevel større end forventet. Måske var det fordi gaderne var fyldt af mennesker, der bare traskede omkring eller hang på gadehjørner uden at vide, hvad de skulle få tiden til at gå med. Hvis de ikke havde andet at lave, forstod jeg ikke, hvorfor de ikke sad hjemme. Udendørs bed novemberfrosten i kinderne og morgendisen lå endnu som et klamt gråt slør gennem byens gader.
Det var for tidligt at checke ind på mit hostel, så jeg gik til byens turistinformation. De havde ikke lyst til at hjælpe mig lige med det samme, så jeg måtte vente på, at de var færdige med at spille online banko og noget, der lignede ”Angry Birds”.
”Nå, hvad vil du så?” Spurgte den ene efter lidt tid.
”Til Tatev-klosteret. Hvornår går der marshrutkaer?”
”Der er ingen, så du må betale for en taxa, hvis du vil derhen,” svarede hun. Taxaen var meget dyr, så jeg skulle åbenbart ikke til klosteret alligevel.
”Hvad med Khndzoresk-hulerne? Hvornår går der marshrutkaer?”
”Der er ingen, så du må betale for en taxa, hvis du vil derhen.”

Der var ingen grund til at blive længe i Goris. Der var byens egne huler i røde stenformationer, der mindede lidt om Cappadocia i Tyrkiet, men det var det eneste. Alligevel endte jeg med at blive længe, for jeg vidste ikke, hvorfra bussen til Yerevan afgik. Turistinformationen havde lukket hele weekenden, og ingen andre i byen kunne eller ville snakke engelsk. Jeg endte med at komme tilbage endnu senere end forventet, så jeg missede den operaforestilling, jeg ellers havde glædet mig til at se.
Da det endelig lykkedes mig at stavre ind på mit gamle værelse på hostellet i Yerevan efter endnu en langvarig bumletur og en næsten timelang gåtur fra busstationen, var værelset næsten tomt. Kun en mørkhåret amerikaner lå i den ene seng, og vi nåede dårligt nok at hilse på hinanden, før han blev nødt til at fortælle om det, der var sket, dagen før han kom. Åbenbart havde der været en schweizer, der var så fuld, at han tidligt om morgenen var faldet ud af sengen og givet sig til at tisse i et hjørne, lige mellem en franskmand og en danskers oppakning! Næste dag var de begge væk.