Gori virker egentlig som et lille ubetydeligt hul i ingenting, et kedelig stop på vejen mellem Tbilisi og Kutaisi i Georgien. De har måske nok et pænt borganlæg, men andet er der umiddelbart ikke at se. Kunne et af det sidste århundredes mest betydningsfulde statsledere virkelig være født her?
Dybt inde i novembereftermiddagen står en statue af en kommunistisk leder gemt i tågen. Ved statuen står en bænk. På bænken sidder Baldri, en ung georgisk historiestuderende, hvis familie har boet i byen i evigheder.
For over 100 år siden sad en anden dreng nær selvsamme bænk og skriblede løs i sine notesbøger på jagten efter den sandhed, der kunne frelse verden, fra hvad han så som et koldt og diktatorisk zarstyre i Rusland, hvor Gori dengang lå. Drengens navn var Ioseb Besarionis dze Jughashvili, senere kendt som Josef Stalin.
I den vestlige verden kender de fleste Stalin som en autoritær tyran, der undertrykte sine sovjetiske borgere og knuste enhver, der stod i vejen for hans røde hær, i jagten på total kontrol og magtfuldkommenhed.
Gennem en revolution, en prominent post ved Lenins side og efterfølgende herredømme over et Sovjetunionen, der strakte sig fra Østersøen til Stillehavet, stod han med den halve verden i sin hånd. Men levede han stadig op til sine oprindelige kommunistiske værdier, nu hvor han pludselig havde mere magt end nogen havde forestillet sig? Var han drevet af magt eller ideologi?
Baldri rejser sig fra sin bænk i efterårstågen og går ind på Stalin-Museet. På vej op ad trappen til udstillingen står en statue af Stalin med friske blomster for foden. De har næppe været mere end en dag eller to gamle. De vidner om en lokalbefolkning, der trods hans mange fejl, beundrer den mand, der har betydet så meget for byens historie.
”Stalin gjorde forfærdelige ting. Det er vi slet ikke blinde for. Men tingene er ikke så sort/hvide, som mange tror. Hvis Lenin og Stalin ikke havde indført ligestilling i både job og uddannelse, hvor ville Georgien så være i dag?” Spørger Baldri retorisk. ”Vi stræber efter EU-medlemskab, og EU-flaget blafrer over mange officielle bygninger i landet. Og det skyldes ikke kun frygten for vores russiske naboer, der har genindført noget, der minder om det gamle zarstyre, men også fordi de grundlæggende kommunistiske idéer om lighed har betydet meget for vores samfund. Det kommunistiske diktatur har på ingen måde hjulpet, og vi er derfor stadig langt fra medlemskab, men det er vigtigt at adskille den stalinistiske styreform og den grundlæggende socialistiske ideologi, som Stalin trods alt var med til at udbrede. Selvom det næppe har været intentionen, har han faktisk bragt os tættere på Europa end de foregående århundreders lige så diktatoriske zarer nogensinde ville have evnet.”
Baldri viser rundt på selve museet, hvor politiske manifester og propagandistiske plakater pryder mange af væggene. Han peger på en tegning af en stærk revolutionær arbejder, der er på vej til kamp for kommunismen.
”Stalins revolutionære tankegang, ledelsesstil og grusomme metoder i udbredelsen af sine værdier, mener de fleste her, er dybt forkastelig. Og en så udemokratisk strategi har da nok også været en medvirkende årsag til, at det ikke lykkedes til fulde at realisere de visioner om et bedre samfund, som egentlig var hans drivkraft i starten. Så Stalin har begået forfærdelige humanitære forbrydelser, men ikke meget værre, end det der tidligere var praktiseret af zaren. Så pointen er, at det langtfra var perfekt, men klart en forbedring. Stalin formåede trods alt at tænde et håb i øjnene på så mange fattige, ikke alene i Georgien, men i alle områder af det gamle zarstyre, som havde længtes efter mad på bordet og brænde i ovnene. Det er selvfølgelig fantastisk for turismen i Gori med Stalin som trækplaster, men det vigtigste er det, Stalin udrettede for Sovjet: Vi var stadig fattige under hans benhårde ledelse, men det er bedre at være fattig i Sovjetunionen end at være død af sult og kulde i Det Russiske Imperium.”
Jeppe Beyond Borders 