Det moderne Rusland er plaget af større og større fattigdom, social ulighed og en befolkning, der efter kommunismens sammenbrud har manglet national identitet. Så hvad skal der til for at gøre ”Russia great again”? Kunsten er et godt bud.
En forhutlet hjemløs kryber sammen ved murene til det ellers majestætiske Mariinskij Teater i St. Petersborg på en kold forårsnat. Han klamrer sig til sin vodkaflaske, som kan trøste ham med den sidste varme, inden kulden fører ham ind i den evige søvn. Næste morgen er han væk.
Men solen skinner og fuglene synger. Den store teaterbygning går næsten i ét med himlen med sine lyseblå og hvide farver. Inde i selve salen sidder drenge med nystrøgede skjorter og piger med korngyldne fletninger klar med far og mor, mens en lille platfodet dame med ansigt som en trold præsenterer historien. Forestillingen skal nu til at begynde.
Ind på scenen danser Daria Pavlenko, klædt som Ildfuglen i en højrød fjerdragt, og efterlader publikum måbende med sine elegante spring og yndefulde piruetter; ingen er i tvivl, om at en af Ruslands bedste ballerinaer brillerer med sin fantastiske teknik og indlevelse. Man ser ikke Pavlenko; man ser ildfuglen! Et af symbolerne på russisk folklore.
”Det var fantastisk og har vist mine børn præcis, hvorfor vi skal elske Rusland,” siger Svetlana Gavrilova efter forestillingen. Hun er en af de mange, der har taget sine børn med ind for at vise, hvilken finkultur, Rusland har at byde på. ”Det er et eventyr, der har kunnet fange mine tvillingers opmærksomhed, og med Stravinskijs musik, har de set, hvad Rusland kan præstere, når vi er bedst.”
I store dele af det russiske borgerskab styrker folk sig ved den russiske fortid med værker som Tolstoys eller Chekhovs fortryllende beretninger om det Rusland, der var engang, eller Tjajkovskij, Stravinskij eller Prokofiev og deres eventyrlige balletter og operaer.
”Religiøse forsamlinger i den ortodokse kirke og prangende militærparader er stærke virkemidler for dele af befolkningen, men nogle af de kulturelle storbysborgere har brug for mere end det,” siger Eduard Ponarin, der er professor i sociologi ved HSE-universitetet i St. Petersborg. ”Man har brug for at vise, at Rusland er blandt verdens bedste. Også når det gælder kunst og kultur. Man vil markere sig som civiliserede mennesker, der til enhver tid kan leve op til den amerikanske pseudokultur.”
Efter den sovjetiske verden brast, har det været lige netop disse tre faktorer, kirke, kamp og kunst, der har kunnet bringe det russiske folk trøst i den storhed, Rusland engang stod for. Den stigende nationalisme har samtidig givet den politiske elite i Rusland mulighed for at stille Vesten til ansvar for russiske problemer.
”Regeringen har brug for at kunne bebrejde udlandet for deres egne fejl, og den opgave vil fortsat blive betydelig nemmere med stigende nationalisme i befolkningen. Derfor har regeringen udarbejdet et patriotisk program for skolerne, hvor folket helt fra den spæde barndom skal lære, hvilken storhed Rusland står for. Det sker blandt andet gennem opførelse af nationalkulturelle forestillinger,” siger Eduard Ponarin.
Kunsten er altså central i den russiske selvopfattelse og benyttes stadig i dag som en slags propagandaapparat. Men det ændrer ikke på det faktum, at Svetlana Gavrilova og de øvrige tilskuere stadig påskønner, hvad de ser som en forfinet kunstart. Og endda verdens bedste.
Ildfuglen har spredt sine vinger og fløjet Rusland ind i en fornyet identitet. De russiske børn er tilbage i favnen på Moder Rusland.
Jeppe Beyond Borders 