Mediereformen i 2010 i Ungarn fik befolkningen på gaderne. En usædvanlig modstand mod antidemokratiserende politik har givet ”aktivisten” Juhász Gabriella en rutsjetur fra frustration til glæde til skuffelse og emigration.
Kulden bider i kinderne på unge og gamle, på mænd og kvinder. Men masserne vandrer videre med handskerne i et fast greb om skilte med aggressive politiske tekster. Destinationen er parlamentet og missionen er at få tilbagetrukket den nye mediereform. Råb om frihed og demokrati fylder vinterluften. Det er i hvert fald sådan Juhász Gabriella husker det, når hun tænker tilbage på tiden som aktivist i ”Milla”, ”One Million for the Freedom of the Press in Hungary”.
Det hele startede ved juletid i 2010. Gabriellas datter var kommet på besøg for at fejre julen med sine forældre i deres villa i en forstad til Budapest, og de sad sammen foran pejsen og sippede til et glas pálinka, da samtalen faldt på den nye regering og mediereformen, der var vedtaget få dage forinden.
”Det er noget svineri,” husker Gabriella, at hun tænkte. Eller måske sagde hun det højt, for hun husker tydeligt, at datteren med ungdommens letantændelige vrede svarede:
”Har du set den dér gruppe på Facebook, der arrangerer demonstrationer mod reformen? Vi bør da tage med!”
Det blev startskuddet til mor-datter-kvalitetstid. En fælles mission, hvor de indhyllet i tørklæder og vinterjakker vandrede gennem Budapests gader i kampen for frie medier i et frit Ungarn.
Nu er der gået næsten 10 år, og de frosne juledage i 2010 er skiftet ud med den hede, der er så typisk for den ungarske sommer. Gabriella er tilbage på pladsen foran parlamentet og sidder og betragter den store hvide bygning.
”Det er utroligt, at så grum en lovgivning bliver gennemført i en bygning, der er så smuk,” mumler Gabriella. Hun er sjældent i Budapest længere. Men hendes rødder og sjæl er her stadig. Kort efter tiden i ”Milla”, følte hun sig tvunget til at flytte fra Ungarn og regeringens reformer for først at bosætte sig i Storbritannien og senere i Spanien, hvor hun bor i dag. Men Ungarn er hendes fødested og i sommeren 2020 valgte hun for en kort bemærkning at forlade de spanske strande og coronainficerede spaniere for at vende hjem til det Ungarn, som hun holdt så meget af.
”Det var mærkeligt,” siger hun og stirrer ud i ingenting, fortabt i minderne. ”Det, der skete politisk, det, vi kæmpede imod, det der til sidst fik mig til at flytte til England. Det var så forfærdeligt, og alligevel har jeg sjældent været gladere. Hele ånden og stemningen; vi var sammen om ét projekt. Vi kæmpede. Jeg kom til at tænke på mine forældres fortællinger om oprøret i 1956; det var også barskt og tragisk, men det at samles hundredtusinder i kampen for en sag giver alligevel noget. Man er en del af noget større. Det oplever man sjældent i Ungarn, hvor alt synes så forudsigeligt.”
Siden det kommunistiske regimes fald i 1989 har Ungarn været præget af politiske skandaler, korruption og kaos. Ingen har vidst, hvad der foregik, og mange af ungarerne blev efterhånden ligeglade, lukkede sig inde i og omkring sig selv. Derfor har det været begrænset, hvor mange protester, der har været mod den førte politik blandt de civile i landet.
Gabriella rejser sig fra bænken og begynder at gå ned langs Donaus bred. Mange af ungarerne har sommerferie, men alligevel er trafikken i centrum tæt, og hun må nærmest springe for livet, som en bil, der ikke helt har forstået vigepligt, raser forbi. Dengang for 10 år siden virkede der helt tomt.
”Det kan være, at biler kører mindre om vinteren,” griner Gabriella. ”Det var i hvert fald stille. Og så var der vores råb. De overdøvede stilheden. Det var voldsomt. Måske har de også overdøvet bilstøjen? Der plejer at være alt for mange biler i Budapest på alle årstider.”
Månederne gik og Budapestborgerne blev ved med at samles med jævne mellemrum for at vandre gennem gaderne, hvor vinter blev til forår, og forår blev til sommer. Men slagråbene om at ”vælte diktatoren” og ”indføre demokrati igen” ændredes ikke. Det gjorde regeringens stramninger, for hvad de fleste så som basale demokratiske rettigheder, heller ikke.
”Der skete intet,” siger Gabriella med et trist udtryk i ansigtet. ”Ingen ordentlige reaktioner fra politikerne.”
Gabriella havde i løbet af sommeren 2011 besøgt noget familie i en af de små landsbyer i den østlige del af landet, men de havde hverken ænset reformerne eller protesterne i storbyerne.
”De var forundrede, da jeg snakkede med dem om mediereformen. Som om, at de slet ikke vidste, at den var blevet indført. Vi gik titusinder, måske endda hundredtusinder, op og ned ad gaderne i Budapest, og min familie havde ikke engang hørt om det!”
I landområderne, særligt i den østlige del af landet, har der aldrig været den store interesse for, hvad der foregår i den pulserende hovedstad, hvor mange af landsbyboerne aldrig har været. Det, der virkelig betyder noget, er, om der er billige æg på det lokale marked eller om der stadig er råd til at have sin gamle bedstemor siddende passiv og gynge i sin gyngestol på verandaen dagen lang; så længe økonomien er fin, som den generelt har været under den nuværende regering, er der formentlig ikke den store vilje til at ændre tingene.
”Vi kæmpede virkelig for noget,” siger Gabriella. ”Men selv hvis vi var hundredetusinde, der demonstrerede i Budapest, var der åbenbart alt for mange i resten af landet, der bakkede op om Orbán og hans ekstreme linje.”
Med tiden svandt opbakningen til Milla, da folk fandt ud af, at de alle var imod regeringen, men derudover intet havde tilfældes. Nogen arbejdede for en midtersøgende regering, nogen kæmpede for socialistiske værdier og nogen kæmpede bare for at genvinde deres jobs uden at skulle gå på kompromis med personlige værdier.
”Vi opdagede efterhånden, at vi lige pludselig alligevel ikke kæmpede for samme sag, og så forsvandt rusen ved at kæmpe for samme projekt selvfølgelig. Vi havde kæmpet sammen mod styret, men tabt kampen mod hinanden. Hvilket i sidste ende betød, at vi også tabte kampen mod styret.”
Gabriella har ikke kun forladt Milla og kampen for et bedre Ungarn, men hele det nye Ungarn og den udvikling landet bevæger sig mod.
”Jeg flyttede til England for at slippe for Orbán, ”Lille Putin”, som jeg kalder ham, fordi der åbenbart ikke var stemning i Ungarn for at gøre noget.”
Efter en kort tur op og ned langs floden er Gabriella tilbage på pladsen foran parlamentet, men bortset fra et par romaer på en bænk med mundbind om hagen og øl i hånden er pladsen tom. Ingen protester, ingen demonstrationer.
”Milla fødtes, levede og døde. Nu er her tomt. Demokratiet i Ungarn er definitivt dødt.” Hun vender sig om, ser en sidste gang ud over floden og går langsomt tilbage.
Jeppe Beyond Borders 