”Lad os da tage ud og vandre i Svaneti,” havde waliseren, jeg mødte i Kutaisi, sagt. Og nogle dage efter var jeg på vej mod sneklædte bjergtinder fra Mestia i det nordlige Georgien med waliseren og en englænder, han havde mødt på bussen dertil.
Det var oktober, så bjergsiderne var klædt i gule, røde og brune farver, og vi kunne ikke gå mere end få meter, før vi måtte stoppe for at fotografere de naturvidundere, der viste sig foran os. I starten. Efter nogle timer kunne vi ikke gå mere end nogle få meter, før vi måtte stoppe for at få vejret, fordi vandrestierne skar sig stejlt op i bjergene. Waliseren var en lille halvfed rugbyspiller, englænderen var en midaldrende dame med gigt og corona-tiden har bestemt ikke gjort noget godt for min kondition.
Da vi endelig nåede toppen, sad elektrikere, der havde været smarte nok til at køre firehjulstrækkere derop, og holdt frokostpause fra deres ellers travle arbejde. De var glade for selskab og bød os mad, øl og chacha; den type stærk spiritus, der giver opkastfornemmelser, fordi det smager så grimt. Den georgiske gæstfrihed er overvældende, og vi fik så mange chachashots og opkastfornemmelser, at vi dårligt nok opfattede den magiske udsigt, hvor solbeskinnet efterårsguld vejede med bladene i den lette brise. Men det gjorde det nemmere at snuble den lange vej ned til dalen i bunden, hvor vi ville overnatte.
Det var ikke helt den samme gæstfrihed, vi mødte ved vores guest house. En brysk dame med fedtet hår og et hårdt drag om munden sendte os vrede blikke, da vi forsøgte at vise vores forhåndsbookede reservationer: 3 singleværelser. Det passede damen dårligt, og på halvt engelsk, halvt russisk nærmest råbte hun ad os, at vi enten kunne sove på samme værelse eller skride hjem. Og så kostede aftensmaden lige dobbelt så meget som alle andre steder i Georgien. Jeg blev sur og sendte lige så vrede blikke tilbage til hende, mens jeg meget bestemt fortalte, at jeg hellere ville gå sulten i seng end spise hendes mad.
Næste morgen var jeg kølet lidt ned, stjal halvdelen af morgenmaden med i tasken og var klar til at forlade vores fjendtlige vært.
I de næste dage vandrede vi længere opad, til de steder, hvor træerne måtte give op og bjergskråningerne i stedet var dækket af græs og anden mindre vegetation. Jeg spiste løs af min stjålne morgenmad, hvor brødet var blevet fugtigt og blødt og osten var frosset mærkeligt hård. Det var nok, fordi vi til sidst var nået op, hvor vi gik med sne omkring os, og der jævnligt lød rumlen fra gletsjerne, når konstante laviner maste sig ned ad bjergene omkring os. Den georgiske efterårssol var stærk, så selvom vi om natten måtte ryste nattekulden væk, kunne vi kun overleve vores videre færd i t-shirt-ærmer. Endelig var vi i Ushguli, den smukke middelalderby med de fantastiske svanetiske tårne overalt, men tanken om en minibus tilbage til civilisationen var forjættende.
Da vi kom tilbage til Mestia, indlogerede jeg mig på et guest house, hvor jeg fik værelset, der forbandt køkken og stue. En storskægget mand, svigersønnen til damen, der ejede huset, gik hele tiden gennem mit værelse og undskyldte konstant. Til han til sidst spurgte, om jeg ikke ville drikke chacha med ham og hans venner i køkkenet. Det var en fest!
Jeg forstod intet af det, der skete, fordi alt foregik på georgisk, men mændene skulle åbenbart sidde ved ét bord, mens kvinderne bragte den mad, de havde tilberedt i løbet af eftermiddagen, til de sultne mænd. Kvinderne ville efterfølgende spise de rester, der var tilbage. Og middagsbordet med alverdens georgiske lækkerier var overvældende, så der ville helt sikkert være oceaner af mad tilbage til konen og svigermoren bagefter.
Kander med hjemmelavet vin og chacha stod overalt på bordet imellem tashmijabi, kartoffelmos med ost, khachapuri, brød med indbagt ost, og alverdens andre georgiske delikatesser, som jeg aldrig havde hørt om før.
”Vi skåler for vores brødre!” Ned røg et shot chacha. ”Og vi skåler for vores søstre!” Ned røg et shot chacha. ”Og vi skåler for vores mødre!” Endnu et shot chacha. ”Og vi skåler for vores fædre!” Mit hoved begyndte så småt at dunke og øjnene flimrede, for jeg havde i forvejen bundet flere glas af deres vin. Hvor mange chachashots skulle vi have?!
Allerede klokken 20 gik alle hjem, og jeg kunne vakle i seng. Klokken 8 næste morgen skulle jeg alligevel forsøge bagstiv at finde frem til bussen tilbage til Kutaisi, så det var nok meget heldigt, at min georgiske hyggeaften sluttede tidligt.
Jeppe Beyond Borders 