“Vil du med til Letland?”

Blinkende lygter. Mørke – Skriggrøn – Mørke – Skrigorange. Det var nat. Klokken var 3.00 til ”Minimal Monday” i Vilnius. Jeg skulle tidligt op for at nå et fly tilbage til Danmark, men det var bare lidt mere fristende at bunde endnu et par øl og springe beruset omkring på dansegulvet. Min lavstammede amerikanske ven, der i bedste Utah-stil altid troede, han så endnu sejere ud med kasketten omvendt på, var allerede gledet adskillige gange i litauiske teenageres opkast. Og kasketten sad nu klistret fast af oversøde billige cocktails på scenen, hvor en DJ forsøgte at lokke endnu flere på dansegulvet med larmende teknorytmer. Jeg havde desværre ingen kasket, der kunne klistre, men jeg kunne da altid nå at glide lidt rundt i litauisk bræk, ligesom min seje ven. Før jeg skulle tilbage til lufthavnen alt for tidligt næste morgen.

Vækkeuret burde have ringet. Vækkeuret ringede ikke. Eller måske var jeg bare så fortabt i tømmermænd og søvnmangel, at jeg havde slået uret fra og glemt det. ”For sent,” tænkte jeg og lagde mig til at sove igen, mens de i Vilnius lufthavn helt sikkert kaldte: ”Jeppe Ørlund bedes øjeblikkeligt komme til gaten. LAST CALL!”

Jeg vågnede ved, at min amerikaner-ven stirrede på mig. ”Skulle du ikke hjem?” mumlede han søvnigt. Han havde erobret sin kasket tilbage, men den sad mærkeligt, klistret skævt til hans blonde hår. ”Vil du så ikke med til Letland i morgen i stedet for?” Det ville jeg gerne.

Rigas togstation er en smuk bygning i neoklassisk stil. Men amerikaneren og mig trillede med bussen ind på busstationen ved siden af. Den var sikkert tegnet i klassisk sovjetisk stil af en fuld praktikant, der allerede var blevet halvblind af for meget hjemmebrændt slavevodka. Den så i hvert fald sådan ud.
Vi sprang ud af bussen og halvløb med fuld oppakning til Peterskirken i centrum af den gamle by, hvor vi skulle på en gratis tur med en lettisk guide med en stor gul kuffert og betydeligt mere hår på hænderne end hovedet. Det var spændende. Vi blev ført gennem byens pulserende fødevaremarkeder, et af de største i Europa, til Moskva-bydelen, hvor alverdens arkitektoniske stilarter mødtes i ét. Men det hele var stadig meget nyt. For at mindske risikoen for at fjenden kunne besætte huse og gårde omkring Riga til proviantering, var det i århundreder ulovligt at bygge ejendomme i andet end træ. Så kunne man nemlig hurtigt selv brænde byen ned, når russere eller tyskere nærmede sig!
Vi gik bag en blegfed estisk pige, der havde smukt opsat sort hår og nok make-up til næsten at skjule grisetrækkene i hendes ansigt. Hver gang vores lettiske guide stoppede for at fortælle lidt om byen, dens historie og kultur, kunne hun ikke lade være med at komme med en spydig tilføjelse om, hvorfor Estland alligevel altid var en lille smule bedre end Letland. Man må gerne mobbe sine baltiske naboer, men hvis andre udlændinge pippede med skuffede bemærkninger om den lettiske hovedstad, kunne man godt forvente at få slynget en gammel gul kuffert i hovedet af vores nationalt stolte guide.

Næste morgen stod vi klar til endnu en bytur, denne gang i Rigas smukke gamle bydel. Vores blegfede estiske ven var endnu engang på pletten, klar til at fortælle, hvorfor det gamle Tallinn alligevel var en lille smule smukkere end det gamle Riga. Fordi hun var fra Estland, måtte hun gerne. Men hun kunne stadig ikke benægte, at imponerende kirker i Riga rejste sig lige så smukt over tagene på smukke middelalderbygninger som i Tallinn og berettede om en by, der altid var splittet mellem et protestantisk Tyskland og ortodokst Rusland. Noget andet, der tronede sig over tagene, var statuen af en kat, der betragtede os fra en tagryg. Den havde oprindeligt vendt den anden vej, fordi butiksejeren i bygningen mente, at synet af en kattebagdel var lige dét, der kunne tiltrække handlende til hans butik. ”Aber du wirst nur seinen Schwanz sehen,” sagde nogle af tyskerne i vores gruppe. Esteren begyndte at klukke så meget, at hendes mange blege dobbelthager dirrede. Hun var tyskkyndig nok til at vide, at ”Schwanz” ikke kun betyder ”hale”. Hvis det er den type ”Schwanz”, som jomfruelige frøkener fra det pænere borgerskab har set på spadsereturene i en tid, hvor en blottet ankel var seksuelt grænseoverskridende, forstår jeg godt, at katten måtte vendes.